Efter 35 år i politik siger Ole Glahn stop

Af Kristian Brandrup

”Mit politiske engagement går langt tilbage. Da jeg blev aktiv i lokalpolitik i 80’erne var det først og fremmest en kamp for de små landsbysamfund. Jeg var på det tidspunkt formand for Landsforeningen af landsbysamfund, og jeg oplevede, at politikerne ikke forstod de problemstillinger, som almindelige borgere stod med. Samtidig var det politiske miljø meget lukket, og det var svært at trænge igennem til politikerne”, fortæller Ole Glahn.

Derfor besluttede han at stille op til den lokale kommunalbestyrelse i Bjergsted Kommune, som ligger ved Kalundborg. Og han var klar til at påtage sig ansvaret fra start:   

”Jeg ville gerne være borgmester i Bjergsted Kommune, hvor vi boede, og hvor jeg havde mulighed for at gøre en konkret forskel. Derfor stillede jeg op for en lokalliste, fordi det var det lokale og samarbejdet på tværs, der optog mig”.

Ved kommunalvalget i 1986 blev Ole Glahn valgt til kommunalbestyrelsen i Bjergsted Kommune, og det lykkedes ham i samme ombæring at blive valgt som borgmester med opbakning fra Socialdemokratiet og SF. En både svær og spændende tid var forude:

”At være borgmester er et utroligt ensomt job. Du skal være i stand at træffe nogle upopulære beslutninger og samtidig se borgerne i øjnene. Jeg kan særligt huske en sag, hvor vi skulle lave kloakering i kommunen, og det medførte stigende afgifter for borgerne. Den lokale slagter kom brasende ind på mit kontor og smed sine butiksnøgler på mit bord og sagde, at nu kunne jeg da bare drive hans butik. For det var umuligt for ham med de nye afgifter. Senere tog jeg forbi hans butik og afleverede nøglerne tilbage, men stemningen var ikke god. Det vidner om, at politik kan være barskt – også på lokalt niveau”.

Tiden i lokalpolitik var i det hele taget mere dramatisk, end man måske skulle tro:

”Jeg havde hårde kampe både med de politiske partier og med mine embedsfolk. For eksempel havde vi et kommunalbestyrelsesmøde, som jeg måtte suspendere, fordi vi manglede 150.000 kroner, som jeg måtte skaffe under mødet, mens pressen og borgerne lystigt fulgte med. Eller et andet eksempel, hvor der florerede løbesedler i byen om, at vi ville hæve afgifterne med 40.000 kroner om året for almindelige borgere, selvom det var forkert. Det var hårdt, men også meget lærerigt”.    

Tiden som borgmester sluttede efter otte år. Samarbejdet med Socialdemokratiet var efterhånden tyndslidt, og ved valget i 1993 besluttede Ole Glahn at gå sammen med Venstre og give dem borgmesterposten. Det åbnede samtidig op for, at han kunne blive valgt til Vestsjællands Amtsråd – også for en lokalliste.

Ole Glahn havde dog mere mod på det politiske. Og da han ved en senere lejlighed holdt tale og kom til at sige, at han for øvrigt altid havde stemt radikalt, var det lokale dagblad ikke sene til at berette, at Ole Glahn nu ”var sprunget ud af skabet som radikal”. Dermed var katten ude af sækken, og Ole Glahn måtte bekende partipolitisk kulør.

At melde sig ind i Radikale Venstre var dog ikke noget, Ole Glahn havde fået med hjemmefra:

”Min far var meget konservativ. Han hadede simpelthen De Radikale og ikke mindst deres holdning til militæret og forsvaret. Jeg kan huske engang, hvor jeg sagde til ham, at jeg var modstander af amerikanernes krig i Vietnam. Så smed han mig simpelthen ud af hjemmet. I sidste ende fik jeg dog lov til at blive, fordi min mor snakkede med ham, men jeg måtte love, at jeg aldrig bragte Vietnam-krigen op igen”, husker Ole Glahn.  

Det radikale tilhørsforhold åbnede dog samtidig døren for at komme i Folketinget. Så da Anders Samuelsen blev valgt til Europa-Parlamentet i 2004, blev den attraktive radikale Holbæk-kreds ledig. Efter et kampvalg lykkedes det Ole Glahn at blive valgt som kredsens kandidat og allerede året efter i 2005, blev han valgt til Folketinget:

”Det var på mange måder en meget intens periode. Jeg var blandt andet med til at forhandle en ny udligningsreform, der skulle fordele ressourcerne og pengene bedre mellem kommunerne. Marianne Jelved og jeg forhandlede heftigt med Lars Løkke og Kristian Thulesen Dahl. Til sidst lykkedes det at lande en aftale, og jeg kan huske, at Marianne sagde, at det var den største dag i hendes liv med den aftale. Det samme var gældende for mig. Jeg oplevede virkelig, at det gjorde en forskel at blive ved forhandlingsbordet og kæmpe for sine mærkesager”, fortæller Ole Glahn og fortsætter:

”Samtidig kæmpede jeg en stor kamp for at få økologi på dagsordenen. Da jeg sad i Folketinget, var økologi slet ikke på samme måde som i dag et varmt emne. Mange syntes, det var noget pjat, men det var en vigtig kamp for mig. Jeg har selv været økologisk landmand i mange år og mærket glæden ved det”.

Netop kampen for økologi var for Ole Glahn med til at danne relationer med politikere fra andre partier. For eksempel etablerede han et tæt samarbejde med Dansk Folkepartis Christian H. Hansen:

”Vi havde et utrolig godt samarbejde om økologi, dyrevelfærd og bæredygtighed. Og det var en vigtig lære for mig i forhold til at danne relationer på tværs af partier. Ofte kan det være nemmere at danne gode relationer til folk i andre partier end i ens eget parti, hvor der kan være en skarp intern konkurrence”. 

Ole Glahn påpeger, at det generelt er svært at komme langt i politik uden at kunne danne alliancer og være villig til at gå på kompromis: 

”Derfor er det også mit råd til de nuværende politikere, at de skal markere sig på deres mærkesager, men uden at støde nogen fra sig. For det kan være rigtig svært at få indflydelse, hvis man markerer for hårdt”.

Ved siden af arbejdet i Folketinget fortsatte Ole Glahn i kommunalpolitik. Og ved kommunernes sammenlægning blev han i 2005 medlem af Kalundborg Kommunalbestyrelse, hvor han har været socialudvalgsformand og i dag er formand for kultur- og fritidsudvalget. Også her har det båret frugt at kunne danne gode relationer:

”Jeg har et rigtig godt og fortroligt samarbejde med Kalundborgs borgmester Martin Damm. I udgangspunktet er der ikke mange radikale vælgere i Kalundborg, men det er alligevel lykkedes at få stor radikal indflydelse, som mange borgere også har været glade for – særligt på kulturområdet de senere år. Faktisk er samarbejdet med Martin Damm så godt, at jeg får lov til at deltage i Venstres gruppemøder og være med i deres drøftelser. Det skaber et godt grundlag for de politiske beslutninger”.

Til det kommende kommunalvalg i november vil Ole Glahn ikke længere være at finde på stemmesedlen. Og det har han det fint med. Sammen med sin kone flytter han til Gentofte for at komme tættere på sine børn og børnebørn. Han fortsætter dog som politisk iagttager, fortæller han:

”Jeg vil stadig komme på besøg på Christiansborg, drikke kaffe med gamle kollegaer og gå rundt på gangene og se på de flotte kunstværker og historiske minder. Politik og samfundsforhold interesserer mig fortsat meget, og jeg vil stadig følge tæt med i den politiske udvikling”.

Ole Glahn kan se tilbage på 35 år i politik, som har været både ”spændende, lykkelige, voldsomme og til tider ensomme”. Der har været kampe og kompromisser, sejre og nederlag. Men sådan er det i politik, konstaterer den erfarne politiker:

”Alting har sin pris, som Marianne Jelved siger”.

Politisk karriere
Medlem af kommunalbestyrelsen i Bjergsted fra 1986.
Borgmester i Bjergsted Kommune 1986-1994.
Medlem af Vestsjællands Amtsråd 1994-2001.
Medlem af kommunalbestyrelsen i Kalundborg fra 2005.
Folketingsmedlem for Radikale Venstre 2005-2007. Her var han kommunalordfører, landbrugs- og fiskeriordfører, landsby- og ø-ordfører, dyrevelfærdsordfører.

Uddannelse
Seminariepædagogikum, Holbæk Seminarium, 1975-1976.
Cand.scient.pol., Aarhus Universitet, 1966-1974.

Beskæftigelse
Seminarierektor, Holbæk Seminarium, 2001-2005.
Landmand, Viskinge, 1985-2000.
Seminarieadjunkt/lektor, Holbæk Seminarium, 1974-2001.

Tillidshverv
Bestyrelsesmedlem og senere formand for Hospicegården Filadelfia, fra 2010.
Formand for Kalundborg Gymnasium, fra 2004.
Næstformand i Lærerseminariernes Rektorforsamling, 2003-2005.
Formand for Landsforeningen af Landsbysamfund, 1978-1988.

Udmærkelser
Udnævnt til landsbytosse af Landsforeningen af Landsbysamfund i 1994.