Af Dana Fahoum og Kristian Brandrup
Hvad har været din største bedrift som politiker?
Åh, det kan jeg jo ikke selv afgøre rigtigt. Men jeg tror, at der, hvor jeg var mest tilfreds med mig selv, var dengang hvor jeg fik indført åbne møder i Europaudvalget. Det var noget af et gennembrud.
Hvorfor blev du i sin tid radikal?
Det startede helt tilbage fra kampagnen op til EF-afstemningen i 1972. Det er mange år siden, men der havde Radikale Venstre en præsentationsudseendelse i fjernsynet, hvor de havde to deltagere, Asger Baunsbak-Jensen, der advokerede for et ”ja” og Poul Erik Søe, som advokerede for et ”nej”. Man havde altså to deltagere med i en udsendelse, som argumenterede for hver deres synspunkt. Det syntes jeg simpelthen var så modigt, og det kunne jeg ikke stå for. Og sådan var der mange, der selv havde det; hvor der var noget, der talte for og noget der talte imod, og det her parti havde altså mod nok til at udtrykke det fuldstændig åbent og ærligt. Det syntes jeg var meget flot.
Hvilke emner har du særligt været optaget af i din tid som folketingspolitiker?
Det har mest været Europapolitik, og jeg endte også som formand af Europaudvalget i min sidste periode, hvor jeg sad i Folketinget. Det hænger sammen med, at EU-synspunkterne inden murens fald var meget skarpt optrukket over for hinanden. Og i Radikale Venstre var der enormt mange EU-modstandere, fordi de sagde, at det kun var en lille rig niche som kunne være med EU, og Europa var så meget større. Og så faldt muren og pludselig åbnede hele Østeuropa og Balkan sig, og så skiftede synspunkterne i Radikale, så alle modstandere blev tilhængere, for nu var der simpelthen kun én vej frem, og det var at gøre EU altomfattende i Europa. Og det var simpelthen så spændende, at alle de nye demokratier kunne blive medlem af EU.
Det må også have været virkelig spændende at være med helt fra starten og være med til at overvære hele den proces?
Det var simpelthen så fantastisk spændende. Jeg var valgobservatør i DDR i det første og eneste frie valg i DDR overhovedet. Det var det i 1990, og det var lige efter murens fald. Det var fantastisk spændende. Der havde ikke været frie valg i den del af Tyskland i 58 år. Det var fuldstændig skelsættende.
Hvad ser du som de største udfordringer, Danmark står over for nu og i fremtiden?
Det er at få det europæiske samarbejde til at fungere ordentligt. Der er så mange kriser og så mange vanskeligheder, og det skal der selvfølgelig være, når der er 27 medlemslande. Men jeg synes nok, at i praksis, så har Storbritanniens vilkår i hvert fald demonstreret, at der utrolig mange fordele ved EU, og vi skal være der, og vi skal lære at leve sammen, og vi skal have nogle fælles værdier, som vi så virkelig respekterer.
Er du blevet fejret godt på din fødselsdag?
Ja, jeg er vældig overvældet. Jeg har fået så mange blomster og hilsner fra nær og fjern, og endda også fra nogen som jeg ikke bryder mig om at få hilsner fra. Så det har været meget fint.
Du kan i øvrigt høre Elisabeth Arnold fortælle mere om situationen i Europa omkring Danmarks EF-indmeldelse i podcasten ”En Radikal Fortælling” her.
