Af Morten Helveg Petersen
Klimatopmødet COP27 i Egypten var en stor skuffelse. Sammen med min gode kollega Nils Torvalds fra Finland, deltog jeg som Renew Europe-repræsentanter i Europa-Parlamentets officielle delegation.
Over fire dage mødtes vi med hundredvis af mennesker fra en masse forskellige delegationer, ikke mindst fra udviklingslandene. Vi havde derfor rig lejlighed til endnu en gang at få syn for sagen: Klimaforandringerne sker lige for øjnene af os. Det har ægte konsekvenser for især verdens fattigste, blandt andet øgrupper som Marshalløerne, der bogstaveligt kan måle deres land forsvinde i havet fra år til år, og borgerne oplever at barndommens legepladser allerede er væk.
Det er konkret, brutalt og forstemmende. Derfor var det naturligvis positivt, at der på EU’s initiativ blev oprettet en klimafond, der kan betale for nogle af katastrofens ødelæggelser, men vi må også være ærlige og sige, at det foreløbigt er en fond uden penge i, og nedenunder de positive overskrifter som klimafonden førte med sig, ligger det uangribelige faktum, at vi ikke fik gjort noget ved årsagen til klimakatastroferne overhovedet. Vi fik ikke et eneste løfte om yderligere reduktion i drivhusgasserne, og min fornemmelse er ikke, at det på noget tidspunkt var tæt på heller.
Sidste års topmøde i Glasgow var en tilsvarende skuffelse, og det er svært at betragte den globale klimascene som andet end en ny verdensorden, hvor ethvert fremskridt blokeres af egennyttige nationale interesser.
Indien spillede ud med, at ikke bare kul men alle fossile brændsler skal nedfases (ikke udfases). Det lyder jo umiddelbart fint og som skridt i den rigtige retning, men det havde den forventede – og muligvis planlagte – virkning, at oliestaterne ført an af Saudi Arabien og Rusland efterfølgende blokerede. Ethvert håb om fremskridt blev begravet nærmest før de afgørende forhandlinger var kommet i gang. Kinesernes kynisme var i en klasse for sig selv. De allierede sig som sædvanligt med udviklingslandene i forsøget på at få en klimafond op at stå, som "udviklingslandet" Kina så selv skulle have ret til at stikke sugerøret i. Det er aldeles absurd i betragtning af Kinas rolle i verdensøkonomien og status som verdens største udleder af drivhusgasser. EU fik heldigvis forpurret den kinesiske plan med en tekst om at klimafonden kun er til særligt udsatte lande, men under alle omstændigheder bar kinesernes optræden tydelig karakter af, at de ikke føler sig ansvarlige for at bidrage til at betale for skaderne.
Midt i al den håbløse kynisme knytter det globale klimahåb sig ene og alene til Europa.
Og sådan var COP27. Uden ansvar og uden ambition. For at gøre ondt værre var selve arrangementet også elendigt. Ikke bare var logistikken umulig, der var også krænkelser over for mennesker med politiske holdninger. Blandt andet blev en fra vores delegation i sikkerhedskontrollen bedt om at fjerne et badge fra Amnesty International. Delegerede fra civilsamfundet i Egypten, som vi mødtes med, måtte optræde anonymt og ville ikke have taget de traditionelle billeder på grund af frygt for repressalier fra de egyptiske myndigheder. Det hele var uhørt på en konference arrangeret af FN.
Midt i al den håbløse kynisme knytter det globale klimahåb sig ene og alene til Europa. EU-kommissionens næstformand og forhandlingsleder Frans Timmermans annoncerede efter sin ankomst at EU er på sikker kurs mod en 57 procent reduktion i udledningerne i 2030 i stedet for de planlagte 55 procent. En optimistisk og håbefuld entré, som især en række autokratiske lande altså ikke fandt anledning til at bidrage til.
Den mørke geopolitiske verdensorden vi har lært at kende i år, synes også at præge den globale klimapolitik, men vi må bare arbejde videre med de ting vi kan påvirke. Der var en rekordstor repræsentation på den danske pavillion i Sharm el Sheik, og de siger nærmest samstemmende, at de har løsningerne – nu handler det om implementering. Dét kan vi gøre noget ved, og på Europa-Parlamentets plenarsamling i december forventer jeg blandt andet, at vi vedtager lovgivning der sørger for, at sagsbehandlingen lettes, så tilladelser til udbygning med vedvarende energi kan udstedes meget hurtigere end det er tilfældet i dag.
