Af Rikke Rhein-Knudsen og Magnus Witt
Med et trylleslag er Europa forandret. Ruslands invasion af Ukraine er en realitet. Med hidtil usete politiske konsekvenser til følge og historiske beslutninger, der for altid vil forandre Europa.
For at opleve flygtningesituationen i EU lige nu og forstå, hvordan vi i Danmark og EU bedst kan håndtere den nuværende situation, drog Sofie Carsten Nielsen til Polen. Ugen efter gik turen til Finland. For hvordan forholder man sig til Ruslands fremfærd i et broderland, der deler grænse med Rusland? Hvordan kan Danmark bidrage til vores fælles sikkerhed?
Konklusionen fra begge besøg var klar. EU er nøglen til at håndtere situationen. Intet kan derfor være vigtigere end at afskaffe Forsvarsforbeholdet. Kun gennem EU, som et stærkt supplement til NATO, har vi mulighed for at imødegå de trusler, som også Danmark trues af. Med et Bornholm der ligger få hundrede kilometer fra Kaliningrad. Russiske ubåde der sejler rundt. Og russisk hybridskrigsførelse, der gennem cyberangreb, fake-news, militær magt og økonomisk pres truer vores frihed. En frihed som vi aldrig må tage for givet. Tværtimod er det i krisesituationer som denne, at vi må tage ansvaret på os. I Danmark. I Europa. Sammen.
Her er et udpluk fra Sofie Carsten Nielsens dagbog.
Artiklen fortsætter under billedet
Kære alle,
Jeg er rejst til Polen, der deler grænse med Ukraine. For at tale med flygtninge, mennesker der tager i krig, nødhjælpsarbejdere, der arbejder i døgndrift, og folk som har perspektiver på, hvad Danmark og Europa kan gøre for at hjælpe Ukraine, de flygtende ukrainere, og hvad vi kan gøre for at hjælpe hinanden i Europa med vores sikkerhed. Vores to ambassader (den danske ambassade i Ukraine er i Polen nu) har hjulpet og er afsindig dygtige. Jeg er europæer ligeså meget, som jeg er dansker. Og jeg vil gerne selv se og opleve, hvordan Europa lige nu forandrer sig. Berlinmurens fald var det, der gjorde mig politisk aktiv. Og jeg har fornemmelsen af, at vi står i et nyt ”Berlinmurens fald” øjeblik. Desværre lige nu med et frygteligt modsat fortegn. Til gengæld står vi sammen i Europa som aldrig før. Det håber jeg kan holde. Det er jeg her også for at undersøge.
Artiklen fortsætter under billedet
Et øjebliks knugende eftertænksomhed foran den ukrainske ambassade i Warszawa.
Flag, blomster og slagord mod Putin fletter sig mellem hinanden. Lige som i København står såvel fortvivlelsen som modstanden hjerteskærende klart. Fortvivlelsen over en tyrans krig, som knuser menneskeliv og har sendt millioner på flugt – og så den indlysende, snigende frygt: Hvad sker der nu? Hvad med os i Polen? Heroverfor står modstanden. Lige så tydelig. Båret af en ukuelig vilje om at sige fra over for vold, magt og Putins gale ønske om at tvinge et russisk imperium ned over frie folk og suveræne lande. Den vilje og modstand deler vi med det polske folk. Der er mennesker omkring mig. Både polakker og ukrainere der bor i Polen. Og en mand fra ambassaden kommer spontant ud og takker for Danmarks indsats og støtte.
Jeg plantede et lille dannebrog side om side med det ukrainske flag. Hvad det mangler i størrelse, har det til gengæld i tankerne bag. Vi står sammen med Ukraine! Mod krig, ufrihed og undertrykkelse.
Artiklen fortsætter under billedet
Der er på én gang noget ufatteligt trist og samtidig livsbekræftende over situationen lige nu her ved den polske grænse til Ukraine. Menneske efter menneske bliver taget imod. Får mad, noget at drikke, tøj. Der er mange, flere kommer hele tiden til. Langt flest kvinder og børn. De små kufferter, som jeg skrev om i går, ses alle vegne. Små, fordi folk på få minutter har skullet pakke deres liv ned for at flygte fra krigen. Og fordi de skulle kunne bære det alene. Og nok også fordi de håber det bliver kortvarigt og midlertidigt.
Men der er også lys. Håb. Og især handling. På tværs af Europa er mennesker kommet hertil for at hjælpe. En paragliderklub fra Norge laver pizzaer til folk. En skotte i kilt står i spidsen for en gruppe fra Storbritannien, som uddeler kolde og varme drikke. En fransk gruppe har indsamlet to millioner euro i Bretagne og Bordeaux. Alt foregår roligt.
Der er sammenhold. Respekt.
Én ting står dog også lysende klart. Der er brug for os i Danmark. At vi står sammen om at tage imod de mennesker, der lige nu søger vores beskyttelse. De kan helt sikkert ikke stå for det hele her i Polen. Eller de andre grænselande. Det er ingen nem eller lille opgave, men det er også vores.
Hvert sted, der bliver gjort klar. Hver kommune, der melder ind om husly. Hver krone doneret. Hver af jer, der afser noget for at hjælpe andre. Det gør en forskel og giver håb. Om at uanset hvad, så klarer vi også det.
Både langs grænsen og i byerne tæt ved er den russiske trussel også pludselig meget konkret. Der er både polsk og amerikansk militær til stede. Vi står i en helt ny sikkerhedssituation i Europa.
Artiklen fortsætter under billedet
Gør det rigtige - stå sammen i Europa!
Sådan lyder det fra Anders Adlercreutz fra vores finske søsterparti, Svensk Folkeparti.
Jeg mødtes med ham i går i Helsinki for at høre, hvordan finnerne forholder sig til Ruslands invasion i Ukraine.
Krigen mærker vi overalt, også herhjemme, men i Finland, der har en frontlinje på 1340 kilometer mod Rusland, er truslen virkelig og nærværende. Finnerne mærkede under anden verdenskrig på egen krop hvad det vil sige at skulle stå imod det daværende Sovjetunionen.
Der er da heller ingen tøven i Anders' klare opfordring: Vi vinder gennem samarbejde! I NATO såvel som EU. Det er både-og. Ikke enten-eller.
Derfor diskuterer finnerne i disse dage også om landet skal søge optagelse i NATO. Og så mener han, at vi skal afskaffe forsvarsforbeholdet i Danmark, fordi vi skal vise, at vi står sammen med Finland, Sverige, Baltikum og Polen. EU er os selv. Så selvfølgelig skal Danmark bidrage til at styrke EU's stemme. Den opfordring tager jeg med mig, for jeg er helt enig: Virkeligheden kalder på sammenhold. Ikke forbehold.
Artiklen fortsætter under billedet
Forleden mødte jeg en flok helt almindelige mennesker, der har dét tilfælles, at de bruger deres weekender på at forberede sig til krig. Eller som træneren sagde “til at vise at Finland på ethvert givent tidspunkt ville kunne klare det, og dermed sende tydeligt signal til mulige angribere om, at det vil være en dårlig idé. ”
De er ”reservister” i Finland, hvilket betyder, at frivillige bliver trænet til en potentiel krig. Folk lærer at klare sig uden kritisk infrastruktur, strøm og varme samt begrænset adgang til mad og vand. Hvad får mennesker til at bruge deres weekender på at gøre sig klar til en potentiel invasion og krig? Sisu, referer folk til.
Begrebet dækker over en national stolthed, som har dybe spor til Vinterkrigen. Den krig Stalin indledte med en invasion i Finland i 1939 i starten af 2. Verdenskrig. Det sidder stadig dybt i finnerne, også nu flere generationer senere.
Sisu handler om at tilgå situationer med styrke, mod og rationalitet. Fordi det er deres pligt, siger de. Fordi frihed er værd at stå op for. Derfor må alle yde deres bidrag. Uanset om det er som reservister. Eller ved at hjælpe til på brandstationer, med strømforsyning, i forhold til flygtninge eller med forsyninger i tilfælde af en krig.
Finland deler 1340 kilometer grænse med Rusland. Det er længere end der er mellem København og Paris. Truslen er mere end nærværende og frygten for at lide samme skæbne som Ukraine ligger altid latent. Fordi Finland har oplevet det før.
Døde finner i kampen for demokratiet.
Frihed.
Dine og mine rettigheder.
De samme værdier som vores.
Derfor diskuterer finnerne også nu for alvor at blive medlemmer af Nato. De vil ikke lades alene tilbage, som det skete med Vinterkrigen. Og så understreger de hvor vigtigt EUs forsvarssamarbejde er for dem.
At afskaffe forsvarsforbeholdet handler derfor om mere end blot vores egen tryghed. Finlands kamp er vores kamp. Derfor skal Danmark erstatte forbehold med sammenhold.
Fordi vi skal være et land, der tager ansvar for sikkerheden sammen med vores naboer i nogle af de lande, der ligner os selv allermest. Og fordi at hvis de trues, så trues vi også.
