Af Anne Louise Kragh Rühe
For 30 år siden stemte danskerne nej til Maastrichttraktaten ved en folkeafstemning, som led til at vi ved endnu en folkeafstemning i maj 1993 vedtog de fire forbehold, vi kender i dag - unionsborgerskabet, euroen, de indre og retlige anliggender og ikke mindst forsvarssamarbejdet. Det danske forsvarsforbehold betyder, at Danmark som hovedregel ikke deltager i dele af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, som påvirker forsvarsområdet. Den russiske invasion i Ukraine har imidlertid aktualiseret spørgsmålet om det danske forbehold og rejst spørgsmålet om, hvorvidt Danmark bør træde ind i det europæiske forsvarssamarbejde. Det mener Anne Sophie Callesen, EU-ordfører hos Radikale bestemt, at vi bør:
“Spørgsmålet er blevet mere presserende end nogensinde. Der er en ny verdensorden og ny situation i Europa. Der kommer til at blive truffet store beslutninger om, hvilken vej Europa skal. Europa står sammen mod at gå i mod russisk aggression, og det skal vi selvfølgelig kunne være en del af. Både i forhold til Ukraine, men også bredere set. Det her bliver starten på et stærkere samarbejde i EU omkring forsvar og sikkerhed. Vores forbehold vil have konkret betydning for, om vi kan deltage i genopbygningsarbejdet, når krigen er slut i Ukraine. Jeg tror ikke, NATO vil engagere sig i en fredsbevarende mission dér - det bliver EU.”
“Der synes jeg, Danmark bør tage et ansvar. Forsvars- og sikkerhedssamarbejdet har - uanset om vi deltager eller ej - stor betydning for os. Vi skal selv have mulighed for at bestemme, hvordan vi bidrager, og det kan vi, hvis vi deltager i det det mellemstatslige samarbejde, som sikrer at vi ikke tvinges ind i noget bestemt.”
Danmark bør tage et ansvar. Forsvars- og sikkerhedssamarbejdet har - uanset om vi deltager eller ej - stor betydning for os. Vi skal selv have mulighed for at bestemme, hvordan vi bidrager, og det kan vi, hvis vi deltager i det det mellemstatslige samarbejde, som sikrer at vi ikke tvinges ind i noget bestemt.
Supplement til NATO - ikke en erstatning
Der er stemmer i debatten vedrørende den danske fremtid i EU’s forsvars- og sikkerhedssamarbejde, der advokerer for, at Danmarks deltagelse i NATO-samarbejdet kan stå alene i forhold til at beskytte Danmark og Europas interesser. Men spørger man Anne Sophie Callesen er den danske deltagelse i NATO ikke tilstrækkelig i forhold til at kunne navigere i EU’s nærområde:
“Jeg er enig i, at NATO er den vigtigste forsikring, vi har i forhold til vores territoriale sikkerhed i Danmark og Europa, men forsvarssamarbejdet i EU er noget andet. Det handler om at løfte opgaver i forhold til vores nærområder. USA har på godt og ondt tidligere varetaget opgaverne i vores nærområder, men uanset hvilken præsident, som sidder i Det Hvide Hus, anlægger USA nu en anden tilgang. De koncentrerer sig mere om Asien med en forventning om, at Europa kan mere selv. Det er oplagt, at EU derfor sikrer vores nærområder - eksempelvis med den alvorlige situation i Balkanlandene. Det her er ikke en konkurrence mellem EU og NATO, men et nødvendigt supplement. Det er ikke hverken-eller - det er både-og.”
Det her er ikke en konkurrence mellem EU og NATO, men et nødvendigt supplement.
Får vi en EU-hær?
Et andet af nej-partiernes mest anvendte argumenter er, at vi ved en potentiel afskaffelse får en overstatslig, stående styrke som til hver en tid kan sendes ud uniformeret med unionens flag. Til spørgsmålet om hvorvidt Danmark ved afskaffelse bliver en del af en EU-hær, kan man blot kigge på EU Oplysningens hjemmeside og konstatere, at ‘EU har ikke nogen fælles hær. EU-landene bestemmer selv over deres militære styrker, som i stigende grad arbejder med hinanden. EU-landene kan beslutte, at de vil gennemføre en fælles EU-operation, men det er landene selv, der er ansvarlige for at udsende deres militære og civile bidrag.’ Der findes altså ingen hær, og spørger man Callesen giver hun heller ikke meget for det argument:
“EU’s lande vil aldrig blive enige om en EU-hær. Ligesom Danmark har ingen andre øvrige lande i EU en interesse i, at der er andre landes regeringer, der bestemmer over hæren i det enkelte land. Der er toneangivende regeringer, der ønsker et stærkere forsvarssamarbejde, men det er ikke en overstatslig hær, hvor vi bliver tvunget til at sende danske soldater i krig. Det er vigtigt for mig. Det er muligt, at vi får indsatsgrupper i EU, hvor vi selv kan vælge, hvorvidt danske soldater skal deltage, men det er altid Folketingets beslutning, om danske mænd og kvinder skal deltage i operationer. Vi ønsker ikke at deltage i forsvarssamarbejdet, fordi Danmark skal være en stærkere militær aktør som sådan. Vi ønsker at have en indflydelse på det og trække det i en retning, som er i overensstemmelse med danske interesser, så der er langt mere fokus på den civile del. Danske soldater er gode opbygningsarbejdet efter en krig. Vi er gode til at mægle og samarbejde, og de kræfter kommer ikke i spil med vores nuværende forbehold. Vi vil eksempelvis ikke kunne hjælpe med genopbygningsarbejdet i Ukraine efter krigen forhåbentlig snart er slut, og det mener jeg, at vi bør.”
