"Når jeg spiser middag med min familie, er telefonen lukket. Også hvis statsministeren ringer."

Af Michelle Kornstad

Hvorfor gik du ind i politik?

Det var først, da jeg var 27 år gammel, at jeg besluttede mig for at melde mig ind i Radikale Venstre. Jeg har aldrig været medlem af et ungdomsparti, men jeg var studenterpolitisk aktiv. Jeg meldte mig ind i Radikale på baggrund af mine oplevelser fra en fact-finding mission for udenrigsministeriet i slutningen af 90’erne, hvor jeg samlede information efter borgerkrigen i resterne af Eks-Jugoslavien. Det gjorde stort indtryk på mig, hvor langt en polarisering kan drives af politikere, men omvendt også hvor stor en positiv forskel man som politiker kan gøre. Det gik op for mig, at politik er for vigtigt til ikke at kaste sig helhjertet ind i det.

Hvilke mennesker har formet dig som politiker?

Herhjemme er det Marianne Jelved og Margrethe Vestager. Jeg kom i deres baggrundsgrupper, og jeg har fulgtes med dem gennem partiet. Mine internationale stjerner er Václav Havel og Nelson Mandela. Havel sagde engang, at de bedste mennesker ved magten, er dem der ikke vil have den. Det er der jo en vis sandhed i. Til det svarede Mandela, at ingen mennesker får magten, hvis ikke de vil have den. Det er måske endnu mere rigtigt. Så jeg har et meget usentimentalt forhold til magt. Det er ikke noget man bare får. Det er noget, man skal tage på sig. Til gengæld skal man være ekstremt ydmyg over for den. Man skal vide, at man altid har den til låns, og man skal aldrig misbruge den.

Artiklen fortsætter under billedet

Hvordan har det været at være dig de seneste uger?

Den første morgen jeg kørte ind på Christiansborg som politisk leder for Radikale Venstre, føltes det anderledes. Både som en stor ære, men også som et tungt ansvar med en masse valg og opgaver, som jeg ikke havde forudset. En politisk leder for et parti, og især Radikale Venstre, har mange facetter. Både i forhold til medlemmer, parti, sekretariat og befolkning. En helt konkret forskel i mit liv er, at jeg ikke kan gå på gaden nu uden at folk henvender sig. Jeg kan ikke aflevere mine unger eller gå ned at købe ind uden at blive stoppet, fordi folk pludselig associerer mig med Radikale Venstre på en anden måde. Sådan har det ikke været før. I langt de fleste tilfælde er det heldigvis med søde og gode pointer, men det er stadig noget andet. Det er jo også en ekstrem situation, vi er i som parti. Samtidig med at vi skal finde vores eget fodfæste i folketingsgruppen og i partiet, skal vi potentielt også finde helt ny fodfæste parlamentarisk. Så det er mange ting på én gang, som skal redefineres og falde på plads.

Hvordan adskiller du dig fra Sofie Carsten Nielsen som politisk leder?

På det politiske indhold og på den politiske strategi oplever jeg ikke den store forskel på Sofie og mig. Men det er klart, at jeg har fået lov til at blive leder på et meget andet tidspunkt end Sofie, og forskellige situationer fremkalder forskellige profiler. Der er også altid en personlig forskel. Vi har forskellige måder at udtrykke os på, forskellige køn, forskellig alder og vi har selvfølgelig også forskellige personligheder. Det interessante er, at man ikke altid selv ved, hvordan man bliver fremkaldt som leder. Hvad det vil betyde for min måde at kommunikere på og være på? Det er jeg også selv ved at prøve at finde ud af.

Artiklen fortsætter under billedet

Hvad er din største opgave lige nu som politisk leder?

Det er to ting. Og begge dele vejer meget tungt for mig. Jeg håber og tror, at vi i Radikale Venstre kan være med til at skrive et stykke danmarkshistorie de næste par uger. Skabe en regering henover midten, som vil blive husket i mange årtier, fordi vi turde tage livtag med nogle af de dybe reformer, der er behov for, at vi gennemfører. Inden for det grønne, inden for det sociale, inden for trivsel, inden for uddannelse, inden for økonomi, inden for hele velfærdsstatens udvikling, og forhåbentlig også inden for hele værdipolitikken. Det er den ene opgave, og det er vigtigt for mig, at vi lykkes med det. Den anden opgave ligger i at løfte Radikale Venstre til både at have magten, men også at have æren og vokse. Det jeg allerhelst vil lykkes med, er at gøre partiet større og mere inkluderende. Større geografisk, så vi rummer både land og by. Større med hensyn til uddannelse, så vi får en mere repræsentativ del af befolkningen med. Men også stadigvæk række ud til nogle af dem, vi allerede har. Nemlig nogle af de allerdygtigste mennesker i landet. Der er vi meget privilegerede som parti. Vores medlemsskare er veluddannede. De sidder på nøglepositioner. Vi skal blive meget bedre til at bruge det i vores politikudvikling og kommunikation.

Hvad synes du er det sværeste ved at være politisk leder i Radikale Venstre?

Af alle partier tror jeg faktisk, at det er sværest at være leder af Radikale Venstre, fordi vi er et midterparti. Vi er spændt ud. Ikke bare mellem venstre og højre, men også mellem idealer og pragmatisme. Det er også derfor, at jeg er radikal og aldrig kan blive andet. Men det er et spændingsfelt at være i – også personligt. Jeg tror, at alle vi radikale har det indeni os. Både det idealistiske og værdidrevne og det pragmatiske. Man går i seng hver aften og står op hver morgen med dét dilemma i sig.

Artiklen fortsætter under billedet

Hvad skal vi vide om mennesket Martin Lidegaard?

Jeg er et kæmpestort familiemenneske. Det er det, der betyder mest i mit liv. Det er både kommet ud af den familie, jeg er vokset op i. En stor familie. Men det gælder selvfølgelig også den familie, jeg selv har nu. Jeg kommer til at give mig med hud og hår til det radikale projekt, men det skal ikke ske på bekostning af min familie og mit liv som familiemenneske. Det gælder ikke bare mig. Det gælder alle i partiet. Jeg kan ikke levere som politisk leder, hvis ikke jeg står på fundamentet derhjemme. Det er jeg mig pinligt bevidst om. Til gengæld har jeg en familie, der også er optaget af det politiske og synes, at det er rigtig sjovt. Jeg er selv vokset op i en familie, hvor mine forældre havde meget travlt. Jeg spurgte engang min far om, hvordan de gjorde det, og det er meget enkelt. Når man er hjemme, så skal man være til stede. Så man vil nok også opleve, at når jeg spiser middag med min familie eller er i skoven med dem, så er telefonen lukket. Også hvis statsministeren ringer.