Af Jeppe Rosborg Stenholt
Har vi overordnet set et problem med sammenhængskraften i Danmark?
Ja, det vil jeg mene. Min oplevelse er, at det går i den forkerte retning med sammenhængskraften herhjemme. Vi har længe haft udfordringer med ulighed inden for sundhed og uddannelse, men det gælder også i stigende grad, når det kommer til digitalisering. Vi er ikke længere et så homogent samfund, som før, og her taler jeg ikke om, at der er kommet flere kulturer ind i vores samfund, men at der er sket en politisk og demokratisk polarisering: Vi har grupper i samfundet, som har mistet tilliden til det politiske system, og som har mistet tilliden til, at demokratiet også er til for dem.
Hvordan kommer den polarisering, som du taler, om til udtryk?
I virkeligheden kommer den til udtryk på en lang række områder. Der er for det første en demokratisk polarisering. Den demokratiske polarisering kommer eksempelvis til udtryk ved, at mellem 10 og 20 procent af befolkningen konsekvent ikke deltager i kommunal- og folketingsvalg. Når man går ind og kigger på, hvem de mennesker er, er det i høj grad de samme, som heller ikke deltager i det som vi kalder 'det lille demokrati' – som skole- og daginstitutionsbestyrelser og fritidsaktiviteter. I forlængelse af det, så har vi også en følelsesmæssig polarisering, hvor vi har en gruppe, der føler sig kørt over, og som oplever, at udviklingen internationalt og teknologisk går hen over hovedet på dem. De har en oplevelse af, at eliten – beslutningstagerne, videnskaben og medierne – har deres egen magtboble, som de ikke er en del af.
Dernæst har vi en geografisk polarisering, som hænger sammen med forskellige holdninger og værdier i forhold til, hvor vi bor, og hvem der er vores naboer. Her er der meget ofte den misforståelse, at det er en polarisering, der handler om, hvorvidt man bor på Lolland eller i indre København. Men kigger man på de sociale forhold, viser det sig, at der kan være lige så store problemer med det sociale overskud visse steder i København, som der kan være på Lolland. Sidst men ikke mindst, har vi også fået en større social polarisering, som blandt andet hænger sammen med forskellene i, hvilken viden vi har omkring det, der forgår i samfundet. Der er igennem de senere år sket det, at de publicistiske medier har flyttet størstedelen af deres digitale indhold ind bag en betalingsmur, hvilket har betydet, at nyheder er blevet for de mere veluddannede og dem, som har råd til at holde disse medier. Modsat må en stor del af befolkningen nøjes med dét, der kommer gratis på nettet via Facebook eller på tabloidavisernes gratiswebsider.
Når man hører det, du siger her, kan man hurtig blive lidt pessimistisk på fremtiden. Er der grund til det?
Nej. Jeg synes ikke, at man kan sige, at hverken udviklingen eller teknologi som sådan er dårligt for sammenhængskraften, for vi er jo selv herrer over at kunne gøre noget ved tingene. De nye teknologier bringer fordele for os som mennesker, og vi kan indrette vores demokrati, så de bliver mere inkluderende. Men vi mangler, at politikerne tager et voldsomt stort greb om udfordringen med at videreudvikle vores demokrati i en digital tidsalder og sørge for en handlingsplan for digital dannelse og inklusion. Sammenhængskraft handler jo dybest set om, at vi har tillid til hinanden og føler os som en del af et fællesskab. Men hvis der ikke bliver handlet på splittelsen, så er der grund til at blive pessimistisk, for så taber vi den sammenhængskraft, der er afgørende for os som samfund.
Du siger, at der fra politisk hånd er mulighed for at handle på problemerne. Hvad tænker du, der skal til?
Langt henad vejen handler om, at vi har et værdifællesskab, som vi skal bygge videre på. Og så tror jeg, at det handler om dannelse: demokratisk dannelse herunder digital dannelse. Jeg mener, at den grundlæggende dannelse bør være noget, man lærer løbende. Ikke nødvendigvis kun i folkeskolen, men igennem hele livet. Nogle af de analyser, som vi har lavet i Tænketanken Mandag Morgen viser, at der faktisk er en ret stor del af befolkningen i aldersgrupperne helt ned til 40 år, som har forholdsvis store udfordringer med det digitale. Og så kan det altså være svært at fungere i et så digitaliseret samfund som vores. Udover dannelse, tror jeg også, at det handler meget om at nytænke politik.
Noget af det, der er virkelig farligt for sammenhængskraften, og som sker i øjeblikket, det er, at forventningspresset fra borgerne til kommunalbestyrelserne og folketinget bliver kæmpestort, fordi man ikke inddrager befolkningen tilstrækkeligt i, hvor vanskelige prioriteringsdilemmaer, der findes i politik. Der er brug for mere ærlige udmeldinger fra politikerne om, hvad eksempelvis klimamålene vil kræve af os alle sammen, og hvordan vi bliver presset på velfærdsforventningerne de kommende år. Den politiske infight er på en eller anden måde blevet vigtige end kampen om de bedste politiske løsninger.
Politikerne bør i langt højere grad involvere borgerne i de svære valg og i tilblivelsen af politik. Det handler om at få folk til at føle et medansvar. Borgerne bliver nødt til at flytte sig fra at være det, som jeg kalder 'politiske forbrugere' til at være 'medansvarlige borgere'. Vi er nødt til at lave den transformation, for det er fællesskabet, der er med til at skabe de gode løsninger på sigt. Dybest set, tror jeg egentlig også, at folk er klar på denne forandring, men det kræver, at vi tænker politik på en grundlæggende ny måde.
Om Lisbeth Knudsen
- Uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
- Strategidirektør hos Altinget/Mandag Morgen
- Formand for Dansk Selskab for virksomhedsledelse
- Bestyrelsesformand for Odense Symfoniorkester
- En lang række andre leder- og bestyrelsesposter