Af Mikkel Sarbo og Sanne Klietsch (hhv. landsformand og næstformand for Radikale Venstre)
2021 blev et år i demokratiets tegn – både et år, hvor vi vandt en historisk valgsejr og nu står stærkere i mange dele af landet – men også et år, hvor vi radikale har spillet en vigtig rolle, som det parti, der står værn om retsstatens grundprincipper. Det er voldsomt at opleve, hvor mange danskere, som finder det i orden at bryde loven, hvis bare formålet i deres optik er godt.
Men vi står fast. Både når det gælder at sige fra overfor misbrug af magt, politisering af embedsværket og lukket topstyret regeringsførelse. For Danmark skal både være en stat, hvor alle er lige for loven, og et land, hvor vi har et stærkt samarbejdende folkestyre. Derfor også naturligt, at Folketingsgruppen har meldt tydeligt ud, at vi ikke efter et valg igen kan støtte en socialdemokratisk ét-parti-regering. Dermed er det også blevet tydeligt, at regeringen efter vores vurdering forvalter magten uhensigtsmæssigt. Hvis ikke det bliver bedre, så må vi være klar til et valg.
For at få mest muligt ud af de nyvundne pladser i kommuner og regioner og for at blive klar til det kommende folketingsvalg og i det hele taget styrke organisationen, har vi i forretningsudvalget prioriteret hårdt for det kommende år og fundet 1 mio. kr. i budgettet til sekretariatsmedarbejdere, som kan placeres ude i landet – det projekt forventer vi bliver et første skridt på en rejse i retning af at flere danskere oplever solide resultatskabende radikale politikere i hele Danmark.
Uanset hvornår det sker, så sker det indenfor det næste halvandet år. Vi skal have et folketingsvalg. Ude i foreningerne arbejdes der lige nu på at sikre at vi har gode kandidater klar i alle kredse. På sekretariatet er de i fuld gang med at sikre praktik omkring plakater, kampagne og kommunikation. Og valgudvalget er allerede i fuld gang med at forme strategien og samle trådene på tværs af det hele. Men vi ved også alle sammen, at det er alle de frivillige bag det hele, der i sidste ende bærer det store arbejde. Vi vil derfor lave et særligt netværk for kampagneledere og kerneaktive, hvor der bliver mulighed for læring, sparring og udvikling af stærke folk i bagkæden. Og så sætter vi på forårets foreningstræf særligt fokus på mobilisering, så vi kan få så mange som muligt i hele landet engageret omkring den radikale sag.
I det hele taget vil det kommende år byde på et struktureret arbejde for styrket brug af vores kompetencer i organisationen. Vi skal have alle dygtige frivillige sat i spil indenfor de områder, der hvor de kan byde ind. I formandskabet drømmer vi om at etablere flere kompetence-teams indenfor fx facilitering, politikudvikling, kampagne og mobilisering. Kompetenceteams, der kan støtte op om arbejdet i vores dialogfora og lokale foreninger, og som tilbydes træning, sparring og udvikling, så vi bliver dygtigere og klogere.
Vi skal være mange flere, vi skal have flere stemmer, og vi skal vinde det næste valg.
For vi vil et grønnere, friere og stærkere Danmark for alle.
Godt nytår til jer alle.
Sanne og Mikkel