Af Maria Mejse Mortensen, forretningsudvalgsmedlem med ansvar for politik og leder af udvalg for politik og strategisk kommunikation i Radikal Ungdom
Dagen før valget er jeg på Store Magleby Skole i Dragør. Bumlende bus 250S er rammerne for min forberedelse til debatten. Jeg gennemgår mine skarpeste argumenter. Regner ud hvor stor Libanon er sammenlignet med Jylland, så jeg, når de borgerlige siger vi kun skal hjælpe i nærområderne, kan sige, at Libanon huser 1,5 millioner flygtninge, og det kun er på størrelse med en tredjedel af Jylland. Mit plakatrør og mine flyers er klar med budskabet om at hjælpe flygtninge, min mave er som så mange gange før hjemsted for sommerfugle og de pomfritter fra McDonalds, jeg med nød og næppe fik klemt ned før bussen kom.
En yngre folkeskolelærer skal moderere debatten. Os i panelet er fra det yderste venstre til højre. Læreren har, formentligt i håbet om at engagere sine samfundsfagselever, ønsket at vi fortæller hvordan vi er havnet i politik. De andre svarer ikke på det. Måske fordi de har glemt det. Måske fordi de citerer en indøvet tale. Måske fordi de ikke synes det er vigtigt, men det gør jeg. For jeg var den første årgang af folkeskoleelever, der havde skolevalg tilbage i 2015, og for mig betød det hverken at jeg skyndte mig at melde mig ind i et ungdomsparti eller at jeg blev radikal, men skolevalget var et frø af interesse for politik, der blev plantet i mig. Jeg stemte dog socialistisk og anede stadig ikke hvad et ungdomsparti var, men interessen blomstrede og kun et halvt år senere meldte jeg mig ind i Radikal Ungdom.
Landstingssalen på Christiansborg er centrum for valgaftenen. Vi er 15 RU’ere afsted, der alle i forhallen sætter ord på vores forventninger til aftenen. Radikale Venstres meningsmålinger kan ikke undgå at smitte af på vores valgresultat. Det er vi blevet enige om et hav af gange. Måske vi er heldige kun at gå 3 procent tilbage, og det vil også være tilfredsstillende nok, men det føles alligevel mest som at skulle spille om bronzemedaljen, når man havde håbet på guld. For vi har gjort alt, hvad der stod i vores magt, for at få et godt valg. Erfaringer og kompetencer er blevet givet videre fra medlem til medlem. Vi har mange fantastiske debattører, der holder øjnene på bolden. Men hvor meget står reelt i vores magt, når ens moderpartis meningsmålinger ikke gør?
Nordjylland; ikke det nemmeste sted at være radikal. Det er der de første valgresultater er fra. Vi starter ikke på vores banehalvdel. Resultaterne viser sig på lokalets storskærm over os. Radikale er fjerdestørst. Rundt om bordet bliver der jublet, men vi tror ikke rigtig på det. Vores generalsekretær Mikkel erklærer, at det er for godt til at være sandt, og han frygter at han i morgen modtager en beklagende mail fra Dansk Ungdoms Fællesråd om at der var fejl i stemmeoptællingen. Region Sjælland tikker ind og melder De Radikale som næststørste parti. Der er jubel, mens vi fanger hinanden i kram og fraser om, hvor vildt det hele er. De første glædestårer melder sig i øjenkrogene, nok som resultat af at det kommer så uventet, men nok også, fordi det bare ikke har været sjovt at være radikal i lang tid. Heller ikke i Radikal Ungdom.
Der er et sted i Danmark, jeg frygter at have debatter: Sønderjylland. Opbakningen blandt publikum føles ofte ikke-eksisterende og jeg har trods mine jyske rødder oplevet at blive kaldt ud på at leve i mit eget københavnersnude-ekkokammer. Derfor er Region Syddanmark heller ikke det delresultat, jeg har set frem til. Resultatet tikker ind og vi er nummer 2. Forestil dig, at man tager Uffe Elbæk fra valgaftenen i 2015 og copypaster ham 15 gange. Sådan er det at være samlet om RU´s bord. Det hele bliver ikke mindre crazy af, at Region Midtjylland og Hovedstaden også tikker ind, så vi kan begynde at danne os overblik over det endelige resultat. 14,6 procent. Vi er det næststørste parti på landsplan, kun overgået af Socialdemokraterne. TV-værten kommer for at interviewe vores landsformand Jacob. Han siger, at det slet ikke var det her resultat, han havde regnet med at snakke om. Og vi tror på ham, for det havde vi bestemt heller ikke.
