Radikale tager temperaturen på tysk politik

Af Benedikte Alberg Kloth

Olaf Scholz blev valgt som kansler i 2021 på grundlag af den såkaldte trafiklyskoalition bestående af SPD, FDP og Die Grüne. Hans regering lovede et nyt Tyskland med grøn strøm, fri hash og nul faxmaskiner.

Hvis der var valg i dag, ville både socialdemokratiske SPD og konservative CDU/CSU falde til under 20 procent af stemmerne hver. I kontrast står valgresultatet fra 2021, hvor SPD var valgets vindere med 25,7 procent af stemmerne foran CDU/CSU, der fik 24,1 procent. Liberale FDP står i dag til 11 procent, et halvt procentpoint under valgresultatet fra sidste år. Stemmerne ser ud til at flytte sig mod yderfløjene hos AFD og die Linke. Dem er der dog ingen, der vil have med i en regering, og derfor bliver vinderne reelt Die Grüne.

Trafiklyskoalitionen er en centrum-venstre-regering over midten. Den ser fortsat ud til at fordele tilstrækkeligt mellem rød, gul og grøn, men uenighederne lurer i krogene. FDP ser ikke SPD som deres naturlige samarbejdspartnere, og Die Grüne er på mange punkter tættere på FDP end på SPD, selvom der er åbenlyse ideologiske forskelle på de to på eksempelvis skatte-, klima- og velfærdspolitikken. Dertil kommer uenigheden om atomkraft – koalitionens ømme tå.

Fem procent af Tysklands strømforbrug dækkes i dag atomkraft. Die Grüne er imod atomkraft og ser hellere en udfasning i dag end i morgen. De ønsker, at kun to af Tysklands nuværende atomkraftværker fortsat skal være aktive efter nytår og det kun frem til marts 2023. FDP vil lade værkerne køre indtil ultimo 2024. Die Grüne vil bruge kul til at dække energihullet fra lukning af atomkraftværkerne indtil alternative – gerne grønne - løsninger er på plads. Dog anerkender partiet, at Tyskland er presset på sin energiforsyning. En del skyldes, at energipolitik ikke suverænt kan bestemmes på føderalt niveau. Delstaterne har hver deres holdning til, hvornår f.eks. grøn energi skal bruges. Bayern er den delstat, som er sværest at få med på vognen. Her er opstilling af vindmøller ikke populært.

I oktober gennemtvang kansler Scholtz et kompromis om atomkraft mellem regeringspartnerne. Aftalen kostede FDP mere end Die Grüne. Dog er alle tre partier enige om, at det er vigtigt at løse energikrisen – både for befolkningens skyld, men også for at opretholde befolkningens opbakning til Tysklands krigsstøtte til Ukraine.

Krigsstøtte til Ukraine er også en kilde til splittelse mellem de tre partier. Tidligere i år forhindrede SPD tyske Leopard 2-kampvogne i at blive sendt til Ukraine med begrundelse i, at det udgjorde en sikkerhedsrisiko, hvis russerne fik fat i et eksemplar og kunne opdage hemmelig teknologi. De repræsentanter for Die Grüne og FDP, som den radikale delegation mødte, var tydeligt irriterede over SPDs modvilje til at stede kampvognene til Ukraine. Alexander Müller, FDPs sikkerhedspolitiske ordfører, anslog, at 2/3 af SPDs medlemmer er ”ikke-fjendtlige” overfor Rusland, og han vurderede, at det kunne være en årsag til partiets modvillighed mod at sende så mange våbenleverancer som ønsket til Ukraine. Både FDP og Die Grüne er mener, at Tyskland bør og skal levere militær materiel til Ukraine og gøre det i samarbejde med de 7 andre lande, som bruger Leopardkampvogne.

FDP og Die Grüne er ’hardlinere’ og tilhængere af en strategi om, at Ukraine skal vinde og Putin afsættes. De håber, at de russiske tab i krigen kan fremprovokere en opstand indefra. Die Grüne har generelt en mere pacifistisk tilgang og arbejder for afvæbning og fred. En kamp som i denne situationen med Rusland som aggressor, understreger forbundsmedlem for partiet Merle Spellerberg, må udkæmpes med våben. Dog ønsker Die Grüne, at udgifterne til våben skal matches af tilsvarende beløb brugt på civile formål.

Omvendt er SPD (eller i hvert fald et flertal i partiet) tilhængere af en forhandlingsstrategi, der vil imødegå Putin-regeringen på nogle punkter i forventningen om, at Putin derved stopper sin ekspedering, hvor de særligt ser de baltiske lande som udsatte. Der er enighed blandt alle partierne om, at Tysklands samarbejde med Baltikum må vækkes af sin dvale og intensiveres. I februar 2023 skal der være en sikkerhedskonference i München, hvor der bl.a. skal arbejdes med Østersøproblematikken. Her ser Merle Spellerberg gerne et tæt samarbejde med bl.a. Danmark. Et af problemerne for tysk forsvar er, at der arbejdes meget siloopdelt mellem civilforsvaret, regeringen, delstaterne osv. Derfor bliver det hurtigt uklart hvem, der har ansvaret.

En anden effekt af krigen i Ukraine er knapheden på fødevarer specielt i Afrika. Kombineret med den høje inflation øger det risikoen for at endnu en massiv strøm af flygtninge vil forsøge at nå Europas grænser. I det sydlige Tyskland mærkes konsekvenserne allerede. Her ses en stigning i antallet af migranter, primært fra Mellemøsten, der kommer via Balkanruten. I Wiesbaden er en af byens to sportshaller nu i brug til at uddele mad og andre fornødenheder. Presset stiger dag for dag, selvom den tyske presse endnu ikke har fokus på hvor mange der kommer.

Så hvordan står det til i tysk politik? Svaret er på mange måder lige så forskelligt, som de partier, der kan give det. Der samarbejdes over midten, men uenighederne ligger som skurende undertoner. Energikrise og inflation presser den almindelige tysker. Problemerne i sundhedssektoren er de samme, som vi ser i Danmark med mangel på medarbejdere. Og endeligt er der et stigende behov for en omfattende løsning på de flygtningestrømme, som vi kan forvente at se flere af i de kommende måneder.

Stor tak til arrangørerne Jørgen Boelskov, Kent Hother, Kasper Langelund Jacobsen og Søren Mathiassen

• Den danske ambassade i Berlin v/ Uffe Grøn Sørensen, chef for økonomisk-politisk afdeling
• Ulrich Lechte, udenrigspolitisk ordfører, FDP
• Alexander Müller, sikkerhedspolitisk ordfører, FDP
• Stefan Seidler, medlem af Bundstag, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW)
• Merle Spellerberg, medlem af Bundestag, Die Grüne
• Debat mellem Marie-Agnes Strack Zimmermann (FDP) og Toni Hofreiter (Die Grüne)