En stor flok radikale med valgplakater på Dronning Louises Bro i København
Ældre udgaver

Tak for et brag af en valgkamp

Det er dagen derpå efter en historisk valgdag i Danmark. Med et overbevisende flertal har danskerne takket JA til sammenholdet uden forbehold. Resultatet er et produkt af vores alles fælles arbejde – så TUSIND tak for indsatsen! Læs med for at få et tilbageblik på et par nedslag i kampagnen.

På besøg i grænselandene

I marts tog vores politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, til Polen og Finland, hvor kampen om fremtidens Europa finder sted. Formålet med besøgene var at komme helt ind til kernen af konsekvenserne af krigen i Ukraine for at forstå, hvordan Europa er forandret. Sofie sagde følgende om sin begrundelse for at tage af sted: ”Jeg er europæer lige så meget, som jeg er dansker. Derfor skal jeg se det selv. Tale med mennesker. Det er historiske tider og armslængde og afstand giver mig ikke den indsigt og perspektiver, jeg har brug for. Jeg kan ikke være i det uden at være en del af det. ”

I Polen på grænsen til Ukraine fik Sofie førstehåndsberetninger fra bl.a. flygtninge, modige folk der drog i krig og nødhjælpsarbejdere. Det var en trist, men livsbekræftende oplevelse, for midt i det uvirkelig kaos, var der også en følelse af håb og handling. På tværs af Europa var mennesker ankommet til grænsen for at give en hånd med. Oplevelsen tydeliggjorde behovet for, at vi i Danmark også tager del i ansvaret og hjælper til, hvor vi kan.

Sofie Carsten Nielsen i Warszawa
1/0

Sofie Carsten Nielsen i Warszawa

Turen til Finland var særligt mærket af finnernes optagelse af det øgede hybride trusselsniveau på det europæiske sikkerhedsområde. Med hybride trusler søger fjenden at aflure svagheder hos modstanderen og gennem en bred vifte af metoder at nedbryde modstanderens modstandskraft. For at blive klogere på området, mødtes Sofie bl.a. med The European Centre of Excellence for Countering Hybrid Threats (Hybrid CoE), som delte input og et ønske om at udvikle en samlet tværgående strategi til bekæmpelse af hybride trusler. Ambitionen med den tværgående strategi er, at den skal kunne tage stilling til systematiske trusler, øge koordinationen mellem lande og skabe klarhed om ansvarsfordeling såvel som, hvad der ligger i værktøjskassen. Budskabet var klart: Kun gennem EU kan Danmark få tilgang til en effektiv og samlet strategi for at imødegå truslerne.

Udover lærerige snakke om hybridtrusler, besøgte vi også det finske parlament, hvor Sofie fik beretninger fra politikere om Finlands planer for ansøgning om NATO-medlemskab – med alle de udfordringer og muligheder, det indebærer. De understregede tydeligt, at for dem var det logiske svar for Danmark et både-og til EU og NATO.

Gik du glip af den fulde artikel om Sofies tur til Polen og Finland? Så læs den her.

Sofie Carsten Nielsen i Finland
1/0

Sofie Carsten Nielsen i Finland

Mandag morgen i EU's tegn

I april og maj måned inviterede tænketanken Mandag Morgen fire morgener frem mod Europadagen til debatter om demokrati, klima, forsvarsforbeholdet og EU’s fremtid. Europaordfører, Anne Sophie Callesen, medlem af Europa-Parlamentet, Morten Helveg Petersen og Sofie deltog alle i debatrækken, som var arrangeret i samarbejde med Radikale Venstre og Europanævnet. Det blev til nogle spændende debatter, hvor Sofie bl.a. fik lov til at fyre gode JA-argumenter af i direkte duel mod to af NEJ-sidens partier. Du kan se eller gense debatterne her.

Morten Helveg Petersen i debat hos Altinget og Mandag Morgen
Morten Helveg Petersen i debat hos Altinget og Mandag Morgen

Møde med ukrainske flygtninge på Center Sandholm

Den 22. april var Sofie og udlændinge- og integrationsordfører, Kathrine Olldag, på besøg hos et af Røde Kors’ asylcentre, Center Sandholm, for at snakke med nogle af de i alt ca. 5.000 ukrainske flygtninge, som på daværende tidspunkt var ankommet til Danmark som konsekvens af Putins invasion. Størstedelen af flygtningene er kvinder og børn. Det blev til nogle meningsfulde og rørende snakke med både flygtninge og personale. Besøget understregede vigtigheden af, at vi viser sammenhold fremfor forbehold, og står skulder ved skulder med vores europæiske naboer.

Fakkeloptog på Rådhuspladsen

Den 4. maj markerede 77-årsdagen for Danmarks befrielse. Det er en mærkedag, som altid har haft særstatus i Danmark, hvor vi mindes og sætter levende lys i vinduerne. På befrielsesdagen i år mødtes Sofie med ukrainske flygtninge og deres værtsfamilier inden de i samlet flok gik til Rådhuspladsen for at høre præsident Volodymyr Zelenskyy tale til den danske befolkning. I sin tale opfordrede Zelenskyy danskerne til også at tænde et lys for Ukraine i denne mørke tid. Det var et smukt syn, at så mange danskere havde samlet sig for at vise deres støtte til Ukraine og Zelenskyy, som også modtog lange klapsalver fra pladsen. Dagen byggede bro til Europadagen, herunder langbordsmiddagen, og vores kampagne i øvrigt.

Sofie Carsten Nielsen på Rådhuspladsen den 4. maj 2022
1/0

Sofie Carsten Nielsen på Rådhuspladsen den 4. maj 2022

Plakatophængning

Den 7. maj måtte vi endelig hænge vores valgplakater op. Rundt omkring i hele landet fik folketingsmedlemmer, kandidater og frivillige hængt budskabs- og mal-selv-plakater op i lygtepæle, som prydede by- og landbilledet. Mal-selv plakaterne var et kreativt indslag, som fungerede som samtalestarter med vælgerne, som selv havde mulighed for at male personlige budskaber på plakaterne. Vi er yderst imponerede over jeres fantasi og kreative evner! Politiken er enige og giver i deres anmeldelse af partiernes valgplakater vores plakater fem hjerter. Det kan vi godt være stolte af! Læs Politikens plakatanmeldelse her.

Martin Lidegaard hænger valgplakater på
1/0

#derforja

Europadag

Den 9. maj var det Europadag og samtidig også den russiske markering for befrielsen efter Anden Verdenskrig. Med Sofie som vært afholdte Radikale Venstre en langbordsmiddag foran den russiske ambassade i en symbolsk handling for at vise vores støtte og solidaritet med Ukraine. Til middagen deltog bl.a. ukrainske flygtninge og Dansk-ukrainsk venskabsforening. Aftenen bød på taler, musik og god stemning, og var en rigtig god afslutning på en Europadag, som i år havde en endnu større betydning. Middagen blev dækket af DR1, som kiggede forbi og talte med Sofie og Alina Protsyk fa Dansk-ukrainsk venskabsforening om vigtigheden af Danmarks støtte. Du kan se indslaget her.

Sofie Carsten Nielsen ved langbordsmiddagen foran den russiske ambassade i København
1/0

Sofie Carsten Nielsen foran det ukrainske flag: Stop Putins krig

Rundtur

I midten af maj var Sofie på rundtur i landet til tvivlermøder og debatter på højskoler, hvor hun også sammen med lokale byrådsmedlemmer og formænd fik mulighed for at snakke med vælgere og sprede radikale grunde til at stemme JA. Indsatsen var stærkt understøttet af vores nye juniorkonsulenter, og det var dejligt at se og mærke det radikale engagement for kampagnen i alle landets afkroge.

Vi danser JA hjem

For at puste liv i kampagnen filmede vi i slutningen af maj en dansevideo med seks dygtige dansere fra Copenhagen Dance Space. Med Dannebrog og EU-flag malet i ansigterne, dansede de følelsen af JA i de københavnske metroer. Man kan ikke andet end at blive glad af at se den video. Bedøm selv. Se videoen her.

Følelsen af JA

Dialogaktiviteter, sign-waving og morgenuddeling

De sidste par måneder har gode radikale folk landet over deltaget i dørbank, ’Tal med’, sign-wawing og morgenuddelinger. Vi har startet en dialog med danskerne og talt med dem om det, der optager dem. Mange af samtalerne er faldet på krigen i Ukraine og folkeafstemningen – og med god grund. Der var massere af vigtige emner at tage fat på, og vi fortsætter selvfølgelig den politiske kamp i den forbindelse. Der skal lyde et massivt tak til alle dem, som i sol og regn har bakket op om samtaleaktiviteterne og brugt weekender på at snakke med danskerne eller stået med en flyer, croissant eller plakat i hånden. I er så seje!

Sofie Carsten Nielsen sammen med Jakob Ellemann-Jensen (V), statsminister Mette Frederiksen (S), Pia Olsen Dyhr (SF) og Søren Pape (K)
1/0

Sofie Carsten Nielsen sammen med Jakob Ellemann-Jensen (V), statsminister Mette Frederiksen (S), Pia Olsen Dyhr (SF) og Søren Pape (K)